Razer Gentænker Musen

Opsummering

Razer Basilisk

Godt:

  • DPI-clutch er faktisk praktisk
  • Masser af justeringsmuligheder
  • God byggekvalitet
  • Fantastisk sensor

Skidt:

  • Software er stadig i BETA

Konklusion:

Razer Basilisk er en virkeligt god mus, der ikke kun laver små forbedringer eller ændringer ift. andre modeller i Razers lineup. Her bliver virkelig prøvet helt nye ting af, og resultatet er gennemført godt.

Karakter:4.5 stjerner

Læs hele anmeldelsen herunder.

Jeg behøver nok næppe præsentere Razer for de fleste af jer – de er et af verdens største mærker, når det kommer til gaming-peripherals og har sat nye standarder både for mus, keyboards, laptops og senest også smartphones! I denne test skal vi se nærmere på Razers seneste  gaming-mus – den ergonomiske Razer Basilisk.

Selvom Razer allerede har nogle af de mest populære gaming-mus på markedet, forsøger de stadig med jævne mellemrum noget helt nyt af, for at prøve at skubbe til grænserne for, hvad man kan forvente af en mus. Her er Basilisk et godt eksempel – denne mus har flere helt nye funktioner, som Razer ikke har vist frem før, samtidig med, at den viser Razers kompetencer og erfaring frem, igennem den gennemførte udformning.

Razer Basilisk
Razer Basilisk er en helt ny mus i Razers sortiment

Lækkert lys og fine detaljer
Mest iøjnefaldende ved Basilisk er det helt nye design, Razer har skabt. Det minder ikke om noget andet, Razer har i deres lineup, men lidt om Logitechs G502-mus – specielt tommelfingerstøtten på siden af musen. Musen er ergonomisk udformet, så den er virkeligt bahagelig at holde på, hvis man er højrehåndet. På nuværende tidspunkt er der ingen venstrehåndsmodel på markedet.

Razer Basilisk har selvfølgelig også Razers fine lys-system, Chroma, indbygget, så du kan vælge imellem 16,8 millioner farver på lyset i din mus, automatisk synkronisere farverne med dine andre Razer-produkter eller bruge særlige profiler til forskellige spil, så farverne passer perfekt til det, du spiller.

En rigtigt smart detalje ved Razer Basilisk er, det du nemt kan justere modstanden i scroll-hjulet. Under musen sidder et lille hjul (yes, et hjul til at justere hjulet), som kan variere modstanden i scroll-hjulet fra hårde, markante klik til helt frit løb – og flere niveauer imellem.

Desuden bør det lige nævnes, at Basilisks to meter lange kabel betrukket med vævet stof (nylon?), der både gør kablet mere slidstærkt og ser djævelsk godt ud. Musen er særligt velegnet til palm- og claw-grip, men kan også godt bruges af fingertip-spillere.

Razer Basilisk
Du kan nemt justere scroll-hjulets modstand

Super sensor og mulighed of justering
Razer Basilisk har den specielle Razer-variant af Pixarts optiske 3360-sensor, der ses i mange af de bedste gaming-mus i dag. Denne udgave, der hedder 3389, lover op til 16.000 DPI – hvilket svarer til andre mus med 3360-sensor, men til gengæld op til 450 IPS, hvor andre 3360-sensorer kun når 300 IPS. Sensoren er super god og føles altså lidt mere snappy end den “gamle” 3310-sensor.

De switches, som Razer bruger til højre/venstre-knapperne i musen er Razer™ mekaniske switches. De fungerer rigtigt godt og reagerer hurtigt ved tryk. Switchene føles meget som switches af mærket Omron, der findes i mange andre seriøse gaming-mus på markedet – og det er slet ingen dårlig ting, da de regnes for at være de bedste switches på markedet.

Knapperne på siden og i scroll-hjulet er også tilfredsstillende og behagelige, både mht placering og clicky-ness. Razer Basilisk har også to små knapper til at justere dpi-settings, placeret lige over scroll-hjulet. De virker også fint, og sidder ikke i vejen, så man kommer til at trykke på dem ved en fejl.

Og så er der den måske mest interessante, nye funktion på Basilisk: Lige foran din tommelfinger, sidder der en lille knap, som du kan indstille til at gøre næsten lige hvad du vil. Som standard er den indstillet til at nedsætte musens DPI midlertidigt, så fx kan sigte mere præcist, imens du holder knappen inde. Du kan også sætte den til fx at aktivere push-to-talk, hvis du hellere vil det.

Razer Basilisk
Razer Basilisks “clutch” kan nemt skiftes ud med en mindre eller større knap, efter behov.

Et gennemtænkt og gennemtestet produkt
Jeg har brugt musen i nogle uger og har været meget glad for den. Alt ved Razer Basilisk emmer af, at det her er et gennemtænkt og gennemtestet produkt – både materialer, udformning og de innovative funktioner, Razer her præsenterer er helt oppe samme liga som andre af Razers produkter, der har haft flere generationer til at udvikle og forfine detaljerne.

Til gengæld er det en skam, at Razers software, Razer Synapse 3, som du skal bruge til at indstille mange af de funktioner, der gør Basilisk smart, stadig er i beta-version. Synapse 3 virker stadig lidt rodet, men jeg er sikker på, det bliver bedre, når softwaren er færdigudviklet – det ville bare være rart, hvis de havde nået det før Basilisk blev frigivet.

Men når alt kommer til alt, vil jeg helt klart anbefale Razer Basilisk. Både til dig, der er træt af andre mus og nysgerrig efter at prøve noget nyt, og til dig, der ellers er godt tilfreds med den type mus, du allerede har – Basilisk har en god balance imellem gennemprøvede funktioner og nye innovative idéer, så der er en god chance for, at denne mus har præcis det, du ikke anede, du manglede.

2 Shares