Danske esportsiværksættere rejser til World Cup-finale i Silicon Valley

Artiklen starter under annoncen
Efter to veloverståede konkurrencer i Europa drager danske GamerzClass til Silicon Valley, hvor de på fredag 17. maj skal deltage i finalen ved Startup World Cup.

Pressemeddelelse fra GamerzClass

Der er en investering på en million dollars på højkant, når danske GamerzClass på fredag indtager scenen til Pegasus Tech Venture Startup World Cups Grand Finale.

Virksomheden, der producerer og formidler højkvalitets videokurser indenfor e-sport, vandt konkurrencens skandinaviske kvalifikationsrunde i København og skal nu pitche deres forretning over for nogle af verdens mest succesfulde forretningsfolk ved den globale finale i Silicon Valley.

– Siden vi kvalificerede os til den globale finale, har vi arbejdet i døgndrift med at udvikle vores forretningsplan og forbedre vores pitch. Vi har indgået samarbejder nye instruktører og præsenteret en helt ny abonnementsordning, siger Victor Folmann, der har fungeret som administrerende direktør siden virksomheden blev grundlagt i maj sidste år.

Blandt de bedste i Europa

Sejren i København gav ligeledes adgang til den europæiske finale, der blev afholdt i Prag den 9. og 10. april. Her endte GamerzClass blandt de tre bedste startups og kunne rejse hjem med nye kontakter og værdifuld erfaring.

– Efter deltagelsen i Prag er vi blevet skarpere på hvem, vi er som virksomhed, og at vores produkt er mere end blot et gamingkursus. Vi har for alvor slået fast, at mange af de færdigheder, som vi giver vores studerende, er færdigheder, som de også kan bruge i den virkelige verden, fortæller Victor Folmann og understreger, at han og kollegaerne i GamerzClass kun har fået endnu mere blod på tanden frem mod den globale finale.

Øje for det amerikanske marked

Finaleeventet, der afholdes i koncerthuset The Masonic centralt i San Fransisco, består af oplæg fra nogle af verdens mest succesfulde tech-entreprenører fra virksomheder som Intel, Oracle og Netflix og afsluttes med pitchkonkurrence for GamerzClass og de 39 andre virksomheder, der har klaret sig igennem nåleøjet.

– Det bliver en stor oplevelse at træde ind på scenen. Men vi er alle kæmpemæssige konkurrencemennesker, så vi ser os ikke tilfredse med andet end en førsteplads, fortæller Victor Folmann og tilføjer:

– Den globale finale har siden dag ét været særlig interessant for os, da der er nogle stærke potentielle partnere i USA. Markedet er i rivende udvikling, og kan vi få hul igennem til nogle af deres e-sportsakademier og -universiteter, er det et stort skridt i den rigtige retning.

70 Shares