Zowie FK2 Gaming Mus

Jeg behøver vist ikke længere introducere Zowie – firmaet, der laver mange danske og internationale CG:GO-spilleres foretrukne mus – jeg har allerede anmeldt et par af deres mus her, og nu er turen kommet til modellen Zowie FK2.
Zowie FK2 er stort set identisk med den klassiske model Zowie FK1, som har været en del af Zowies produktkatalog i mange år, og er en af Zowies allerstørste succeser – og jeg har personligt rost FK1 til skyerne i en tidligere anmeldelse.

Zowie FK2 er bare en anelse mindre end den tidligere model, og er derfor særligt egnet til folk med lidt mindre hænder. Men kan Zowie FK2 ellers leve op til den standard, som FK1 satte? Lad os se på det.
Både sort og hvidt
Alle andre Zowie-mus, jeg har prøvet, har en matsort overflade, som jeg synes er helt fantastisk at holde på. Overfladen på den testede Zowie FK2 er stik modsat: Hvid og glat. Bortset fra farven er musens design holdt helt i samme enkle stil som alle andre Zowie-mus.
Zowie FK2 fås dog også i en matsort udgave, hvis du foretrækker det, men den hvide model ser super godt ud på skrivebordet ved siden af alt det andet, sorte udstyr. Det er et fint kompromis, hvis man både vil have en mus, der står lidt ud fra mængden, og ikke bryder sig om rgb-lys.

Musen er designet til at kunne bruges af både venstre- og højre-håndede, og det fungerer helt fint. Designet betyder, at der er knapper på begge sider af musen, men de er så tilpas små og flade, at de ikke sad i vejen for mig under testen. Knappernes kontakter er fra Huano, og er rigtigt gode i first person shooters.
Sensor kan være et plus
Zowie FK2 udmærker sig som alle andre Zowie-mus ved, at du kan styre alle indstillinger direkte fra musen: DPI justeres på undersiden og polling rate vælger du ved at holde en eller flere af sideknapperne inde, imens du slutter musen til din computer. Det er super nemt, men hvis du er mere til at fifle med indstillinger i et program, så er det her måske ikke lige dig.
På undersiden af Zowie FK2 finder du også en Avago 3310-sensor, der har været den foretrukne sensor til seriøs gaming i mange år. I dag er den dog blevet overhalet på mange punkter af 3360-sensoren, som du blandt andet finder i Zowies EC1-B og EC2-B-modeller. Mange gamere foretrækker dog stadig 3310-sensoren, så det trækker ikke direkte ned.

Personligt bliver jeg aldrig rigtigt fan af den glatte overflade på Zowie FK2, men jeg ved, at mange andre elsker den, og jeg er selv splittet imellem, at jeg synes den hvide mus ser super sexy ud, og at jeg hellere vil have en mat overflade. Hvis der dog bare var en hvid version med mat overflade. Men det er en detalje, og alt i alt er Zowie FK2 en lige så perfekt mus som Zowie FK1 – bare lidt mindre.
