Flames skriver med norsk proff og henter Odense Esport-spiller

Copenhagen Flames har netop skrevet kontrakt med den norske Playerunknown’s Battlegoround-spiller, Kim ‘sLIM’ Nygaard. Vi tog med i lufthavnen for at tage imod ham.

Det er en erfaren spiller, københavnerne har hentet i Norge. I mere en 15 år har Kim ‘sLIM’ Nygaard spillet på på semiprofessionelt niveau i en lang række spil, herunder Dota og Counter-Strike.

Men siden udgivelsen af PUBG har dét været det primære, og fra august valgte han at forfølge drømmen som professionel – først på Pittsburgh Knights. Og fredag tog han så turen fra Bergen til København for at mødes med holdet.

– Jeg har prøvet forskellige hold her på det sidste, og Flames er helt klart det hold, der har været lettest at spille sammen med, fortæller Kim Nygaard til Slash Esport.

Kender holdet i forvejen

Grunden til, at han overhovedet kender holdet så godt, er, at han allerede har været stand-in for Flames ved blandt andet Curse Trials. Derfor var holdejer Steffen Thomsen heller ikke i tvivl om Kim Nygaards kvaliteter, inden han tilbød ham en kontrakt, der i første omgang lyder på seks måneder.

– Der er ingen tvivl om, at vi får en erfaren spiller med et meget højt bundniveau. Han har et virkelig godt taktisk overblik, og han holder det, når det bliver hektisk, siger Steffen Thomsen.

Selv beskriver Kim ‘Slim’ Nygaard sin plads på holdet som en faderrolle for de noget yngre spillere, han kommer til at spille sammen med.

– Jeg er god til at give kritik på en positiv måde. Udviklingen i PUBG går ekstremt stærkt, så det er svært at sige, hvordan spillet ændrer sig. Men jeg tror ikke, vi kommer til at se en låst meta, for cirklerne er for forskellige til, at man kan lave alt for faste taktikker på forhånd, siger Kim Nygaard.

PlayerJones hentet i Odense

Med afgangen af Christian ‘Christosan’ Holst (nu holdmanager) og Bo ‘Buuh’ Karlsen, kan det ikke gøres med en enkelt spiller.

Derfor har Flames hentet Jonas ‘PlayerJones’ Bossen i Odense Esport.

– Han har gjort det godt i Odense. Jonas er en af de få danske spillere med international erfaring, fortæller Daniel Vorborg, der er sportschef i Copenhagen Flames.

Jonas Bossen har den seneste tid spillet som indskifter hos det tyske storhold Penta, og det har givet ham ambitionerne om at spille de største turneringer.

– Kemien har været god, mens jeg har spillet med dem. Nu har jeg med Penta fundet ud af, hvor fedt det er at være med i de største turneringer.

Nu har han taget skridtet fuldt ud og har droppet gymnasiet for en periode for at spille PUBG på fuld tid.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg aldrig har været den store fan af at gå i skole. Og nu var muligheden der for at spille fuld tid, så det skulle selvfølgelig prøves,  fortæller han til Slash Esport.

Fra bootcamp til turneringer

Traditionen tro i esport, får både ‘PlayerJones’ og ‘sLIM’ kort tid til at forberede sig med holdet, inden de skal i kamp.

I første omgang holder hele organisationen bootcamp i lokalerne i Ballerup. Allerede onsdag er der Global Loot League, hvor Jonas Bossens ambition er en top-8 placering, der giver adgang til oprykning. Weekenden efter fortsætter næste omgang af Curse Trials.

Efter tilgangen af både ‘sLIM’ samt ‘PlayerJones’ fra Odense Esport består holdet nu af:
Kim ‘sLIM’ Nygaard
Jonas ‘PlayerJones’ Bossen
Andreas ‘Hamster’ Poulsen
Daniel ‘Noiize’ Holst.

16 Shares