Avnqr og PONYRIDEREn går hver til sit

Martin ‘Avnqr’ Gøth fortæller til Slash Esport, at spillerne stopper samarbejdet.

Det er ikke just gået problemfrit for Theatre of Mayhem med de to danske spillere Ali ‘PONYRIDEREn’ Bdair og Martin ‘Avnqr’ Gøth på holdet.

På trods af en andenplads ved The Auzom Premier League (APL) glippede kvalifikation til IEM Oakland, og det har resulteret i, at spillerne har valgt at stoppe samarbejdet.

Det fortæller Martin Gøth til Slash Esport.

Forlod Copenhagen Flames

For mindre end to måneder siden valgte Ali Bdair og Martin Gøth at forlade Copenhagen Flames for at søge lykken – og en kontrakt ved en større organisation – sammen med de to estiske spillere Martin ‘Cudtastic’ Kalamees og Kristo ‘xKriss’ Kiisler.

– Efter vi missede kvalifikationen til IEM Oakland har der ikke været en lige så god kemi på holdet, så vi har simpelthen valgt at stoppe, siger Martin Gøth, der samtidig understreger, at han og Ali Bdair er lige så gode venner, som de hele tiden har været.

Det var i sig selv skuffende ikke at blive inviteret til den vigtige turnering i Oakland, og den manglende invitation kom også som en overraskelse for mange.

Manglende invitation

Således havde esportsmediert The Shotcaller Theatre of Mayhem øverst på deres liste over de bedste hold, som ikke blev inviteret med til IEM Oakland.

– Jeg er sikker på, der kommer en masse udskiftninger den næste måneds tid, og jeg snakker allerede med nogen. Men jeg ved endnu ikke, hvad der skal ske. Jeg er super spændt, siger Martin Gøth

Hans første opgave bliver at være analytiker på netop IEM Oakland, der spilles i weekenden.

1 Shares