Vi skal vænne os til skydespil på mobilen

Artiklen starter under annoncen
Esport på mobilen er næste skridt i en branche, hvor det ikke længere er nok, at spillene er sociale og vanedannende. Slash Esport har talt med en udvikler om tendensen

For de fleste gamere er mus og tastatur uundværligt i et first-person shooter. Men ekstremt populære spil som PUBG har vist, at en del kan klares på telefonen, og nu er et nyt spil i genren på vej.
Til Nordic Game i Malmø fangede vi nemlig den finske mobilspilsudvikler – Nitro Games – og fik en interview med deres administrerende direktør, Jussi Tähtinen.
Her fortalte han både om deres nyeste titel, Heroes of Warland og omkring hvordan han ser esport og mobilspil i fremtiden.

Se hele interviewet i toppen af artiklen.

Esport på mobilen er ‘gammelt nyt’

Mens der er nogle ganske seriøse begrænsninger, når man spiller skydespil på telefonen, så er der andre genrer, hvor touch passer bedre ind – og hvor det måske endda kan være en fordel.

I moba-genren, altså spil som League of Legends og Dota 2, har touchskærmen været brugt ved esportsturneringer i et stykke tid nu.

Redaktionens foretrukne, Vainglory (af Super Evil Mega Corp), brugte i 2017 hovedparten af deres marketingsbudget på at servicere professionelle hold og uddele præmier i turneringer. Det betyder, at hold som TSM mousesports, G2, SK og mange flere har eller har haft et hold i Vainglory. Men modellen kunne ikke bære, og i år er SEMC trådt et skridt tilbage, og esportsdelen af Vainglory kører nu med en åben registrering, hvor de bedste vælges ud til at spille i ligaen.

Publikumssucceser hos konkurrenterne

Men mens Vainglory er det, der lige nu kommer tættest på en “ægte” moba-oplevelse, så er det langt fra det mest populære.

Mobile Legends: Bang Bang er enormt, og spillet har ligaer i Filippinerne, Indonesien og Malaysia/Singapore. Trods navnet, logoet, grafikken, gameplayet og alt det andet, har det intet med League of Legends at gøre. Riot mener dog, at de har lånt lidt rigeligt, og lagde derfor sag an i 2017. Det fik firmaet til at ændre en smule på logo og navn, men langt det meste er stadig en League of Legends-klon.

Det sidste store er Arena of Valor, der er en vestlig version af det kinesiske spil Honor of Kings. Brugerbasen er enorm, og spillet nævnes som værende det mest udbredte og bedst indtjenende spil i verden. Arena of Valor er det første af sin art, der også udkommer på Switch, men der er endnu ikke sat et dato for det. Det var desuden en del af DreamHack Winter i Jönköbing med en præmiepulje på 100.000 dollars.

 

0 Shares