Jacob Haugaard: Hvis jeg var 17, havde jeg også spillet esport

Artiklen starter under annoncen
Da komikeren Jacob Haugaard torsdag var konferencier ved et esportsarrangement i Randers, havde han svært ved udtale CS-holdenes navne. Havde han været yngre, havde han kendt dem, siger han.

Inden torsdagens opvisningskamp i mellem Counter-Strike: Global Offensive-holdene Fragsters og Tricked Esport på Randers Stadion, var der lidt tekniske problemer, så arrangementets vært Jacob Haugaard måtte underholde med en præsentation af holdene.

– Trikt?, sagde han til det forventningsfulde publikum.

– Tricket?

– Nå, Tricked? Ligesom, når man er blevet narret? Og de skal møde Fragsters. Vi håbe, de ikke spiser dem i småstykker, sagde han, og høstede nogle grin hos det unge publikum.

Den erfarne komikers udtaleproblemer skyldtes, at han endnu ikke kendte meget til de deltagende hold eller til esport generelt.

– Det er jo altid svært at udtale det rigtigt, første gang man hører et ord. Men jeg kunne nu sagtens se mig selv være en af dem, der spiller, hvis jeg havde været 16-17 år. Jeg interesserer mig overhovedet ikke for andre sportsgrene, og jeg gad ikke det med fodboldstøvler og jeg ved ikke hvad, da jeg var ung, så det havde faktisk været oplagt for mig at spille esport, sagde den i dag 65-årige komiker efterfølgende til Slash Esport.

Imponeret af ekvilibrismen

Da Counter-Strike-kampen kom i gang, fulgte Jacob Haugaard med på storskærmen, når han da ikke lige skulle posere til selfies med de mange publikummer. Men om han også i fremtiden vil komme til at følge med i esport tvivlede han selv lidt på.

– Jeg har jo fire børn, som har været tossede med esport, men jeg ved ikke, hvor meget jeg selv kan lide at se på det. Jeg er jo fra en anden generation, og jeg er slet ikke trænet i at følge med i noget, der foregår så hurtigt på skærmen. Der er jeg sgu for langsom, sagde Jacob Haugaard.

Men på trods af at han havde problemer med at følge med, så medgav Jacob Haugaard, at han i fremtiden kunne blive nødt til alligevel at sætte sig mere ind i esport.

– Jeg havde ikke troet, det ville udvikle sig sådan. Sidste jeg læste om det, så jeg, at det i løbet af 10 år kunne blive en OL-disciplin. Og det er jo virkelig ekvilibrisme på et meget højt plan, det de kan præstere. Så jeg tror da godt, jeg kunne lære at se det. Den bedste måde ville jo være at begynde at spille det selv.

2 Shares