Fra god til bedst på tre år: Mohamad Al-Bacha

Mohamad Al-Bacha er på tre år gået fra at være en dygtig FIFA-spiller til at være den bedste. Vi tog en snak med ham i hjemmet i Kokkedal nord for København.

Det er gået stærkt for nu 18-årige Mohamad Al-Bacha. Og at gå fra at spille lidt FIFA på sin nye Playstation 3 i 2012 til i dag at være regerende verdensmester er ikke kommet af sig selv. Han har mange tusinde spiltimer bag sig, og sidste år resulterede det i en billet til VM.

Frem mod VM i FIWC (FIFA Interactive World Cup) 2016  spillede han 90 kampe online. Systemet er indrettet sådan, at kampene giver point, som vi kender det i almindelig fodbold, og så er det bare at vinde så mange som muligt. Mohamad Al-Bacha vandt alle 90 og endte som nummer 1 i Europa.

Læs også: Esport i biffen: Det skal vi lige vænne os til

– Til finalerne var der rigtig meget pres på mellem kampene. Der var 1500 tilskuere, og selvom det jo ikke er noget i forhold til store esportsgrene, så var det vildt at spille foran så mange. Og i fremtiden bliver det jo kun endnu vildere med endnu flere tilskuere, siger Mohamad Al-Bacha.

Vanvittigt comback

Finalekampen var en sand gyser. Efter at have spillet uafgjort 2-2 på Playstation 4 skulle det afgøres på Xbox, og selvom Mohamad Al-Bacha kom foran 0-1, trak hans modstander, englænderen Sean Allen, fra og var foran 3-1 med mindre end et kvarter igen.

Alligevel lykkedes det Mohamad Al-Bacha at score to mål i de allersidste minutter, og da kampen på Xbox var udebane for danskeren, vandt han på reglen om udebanemål.

Læs også: 200 dages challenge: Hvor god kan man blive?

Ud over en check på 20.000 dollars gav sejren en billet til ballon d’or i september, hvor verdens bedste fodboldspiller kåres.

– Det var fedt og helt surrealistisk. Det er et top eksklusivt event, og en once-in-a-lifetime oplevelse for mig. Noget, jeg aldrig nogensinde havde turdet håbe på og noget jeg aldrig glemmer.

Et glimrende udstillingsvindue

Hvis man gerne vil på kontrakt som spiller, virker det rigtig godt at vinde en turnering. Eksempelvis et VM.

– Jeg havde stadig et år tilbage af gymnasiet, og selvom jeg er sikker på, jeg kunne have fået en fuldtidskontrakt, så var jeg ikke i tvivl om, at jeg ville gøre gymnasiet færdigt.

Han kom på kontrakt med Tricked, som han har været hos siden. Først deltid, og 1. juli i år blev den byttet ud med en fuldtidskontrakt.

En misset VM

Desværre er det ikke lykkedes for Mohamad Al-Bacha at kvalificere sig til dette års FIWC. For første gang er den regerende verdensmester nemlig ikke automatisk kvalificeret, og derfor måtte han ud i den samme, online kvalifikation en gang til. Og det mislykkedes.

– Jeg har haft gymnasiet det seneste år. Det vil jeg ikke bruge som undskyldning, men det har da kostet nogle spilletimer, siger han.

Nu er der til gengæld ikke noget, der står i vejen for en tilbagevenden imellem de allerbedste.

-Jeg føler, FIFA 18 er der, hvor vi virkelig skal gøre alt for at få det til at fungere. Hvis jeg ikke kvalificerer mig næste år, hvor jeg har spillet på fuld tid, vil det være for dårligt. Det skal jeg, siger han.

Følg med på streamet

Hvad er det så, der gør, at Mohamad Al-Bacha er så meget bedre end andre, der spiller lidt FIFA i deres fritid?

– Jeg er hurtigere. Jeg tænker et par skridt foran de fleste af dem, der bare spiller lidt for sjov. Og så er jeg millimeterpræcis i forhold til afleveringer og finter. Det er nok den store forskel.

Vil man have en fornemmelse af, hvor godt Mohamad spiller, så kan man følge med på Twitch, hvor han og mange andre af verdens bedste spillere streamer flere gange om ugen.

– Jeg synes, det er hyggeligt at streame. Jeg får selvfølgelig noget eksponering og lignende ud af det, men det vigtigste er, at folk kan se, hvad jeg har gang i.

 

 

0 Shares