E My Sports – Simpsons træder ind i esport

Artiklen starter under annoncen
Med hjælp fra Riot har forfatterne bag den ikoniske serie kastet sig over esporten i det seneste afsnit.

Der er måske nok ikke mange direkte forbindelser mellem faktisk esport og så den måde, det bliver fremstillet i The Simpsons.

Alligevel har en af verdens mest populære tv-serier, The Simpsons, trukket overskrifter på de fleste esportssites i forbindelse med E My Sports – der naturligvis er en reference til en af Barts catchphrases, “eat my shorts”.

Og faktisk har forfatterne taget et ekstra skridt for at komme tættere på virkeligheden – eller måske for at karikere den bedre.

De har nemlig ifølge esports.net arbejdet sammen med Whalen Rozelle og Jarred Kennedy. Det er de to personer, der leder esportssektionen ved Riot Games – firmaet bag League of Legends.

Producerne på showet var desuden på besøg hos Team Liquid for at se mere til, hvordan esport fungerer.

Får computer som straf

Som ‘straf’ for ikke at have opført sig ordentligt får Bart en high-end gamingcomputer af sin far, Homer. Omend Lisa mener, der nok nærmere er tale om bestikkelse.

Og da man ikke gør noget halvt i Simpsons-universet, så er Bart pludselig bland de bedste til at spille computer. Da Homer så endda finder ud af, at man kan tjene ægte amerikanske dollars på hobbyen, så går han naturligvis all in for at give Bart en karriere i esport.

Serien vælter sig som altid i referencer. Udover titlen på afsnittet, så er Barts esportshold kaldet Evergreen Terrors – Simpson-familien på Evergreen Terrace nummer 742.

Og holdet, de kæmper imod hedder Calgary Lames; ikke langt fra ishockeyholdet i NHL, Calgary Flames.

slashesport dk e my sports bart spiller esport

Og så er det ikke første gang, The Simpsons kigger forbi gaming.

Tilbage i sæson 23 – vi er i sæson 30 nu(!) – er familien taget en tur til E4-messen, hvor der er rig mulighed for at kigge på de nyeste spil.

Her kommer de blandt andet forbi Guts of War, World of KrustCraft, og Assassins Creed: Summer of Love.

51 Shares