Optakt: Tre eller fire danskere i Europa og Nordamerikas LoL-finaler

Artiklen starter under annoncen
I weekenden spilles der finaler i League of Legends-turneringen League Championship Series Summer i bade Europa og Nordamerika, og begge finaler har dansk repræsentation.

Hos Slash Esport har vi set nærmere på de to store finaler med dansk deltagelse.

Fnatic mod Schalke 04 Esports i Europa

Klokken 17.00 på søndag blændes op for den europæiske LCS-finale, hvor Fnatic skal møde Schalke 04 Esports. Finalen ser ud til at blive et tæt opgør mellem to hold, der har været stærke gennem hele sommersæsonen.

Vejen til finalen:
LCS-sommerturneringen gik i gang i midten af juni, og foregik i starten som et gruppespil, hvor alle ti hold mødte hinanden to gange, og kæmpede om en plads blandt de seks hold, der gik videre til slutspillet. De to bedst placerede hold gik direkte til semifinalen, mens de resterende fire mødtes i et sæt kvartfinaler.

Det ene finaleklare hold Fnatic klarede gruppespillet strygende, og blev med 13 sejre og kun 5 nederlag nummer et i gruppespillet. Dermed var de sikret en semifinaleplads.

Schalke 04 Esports klarede sig også godt, men det var ikke uden knaster på vejen. Med kun enkelt sejr færre og en score på 12-6, var de tæt på også at sikre sig en direkte semifinaleplads, men desværre for det tysk-ejede hold, havde to andre hold, Team Vitality og G2 Esports, også opnået samme score. Derfor måtte der ses på indbyrdes opgør, og her var Team Vitality bedst.

Schalke 04 måtte derfor forbi en kvartfinale, og den endte de med at vinde 3-2 over Splyce i en ellers tæt kamp. De skulle derfor i semifinalen, hvor de mødte Team Vitality, som havde stjålet 2. pladsen i gruppespillet for næsen af dem. Og den revanchekamp endte de med at vinde 3-1, og er dermed nu klare til at møde Fnatic på søndag.
Fnatics seminale mod Misfits endte også 3-1, og danske ‘Broxah’ og ‘Caps’ kunne sammen med resten af deres hold dermed begynde at forberede sig til finalen.

Danskerne:

To danskere, som begge spiller for Fnatic, er klar til finalen.

Mads ’Broxah’ Brock-Pedersen er 21 år gammel og han har spillet som jungler for Fnatic siden februar 2017. Ifølge Leaguepedia blev han professionel efter gymnasiet, hvor han besluttede at tage et år fri for at følge den professionelle drøm. Han ser desuden op til ’Bjergsen’, som han mener har den fulde LoL-pakke, da han er en god leder, shotcaller og holdkammerat og samtidig har en sindssyg evne til at udnytte de forskellige heroes’ evner. Så måske har eleven overgået sin læremester. I hvert fald er ’Bjergsen’ og hans hold Team Solomid ikke finaleklare i den nordamerikanske LCS.

Rasmus ’Caps’ Borregaard Winther er Fnatic’s anden dansker er midlaner, og så er han er ikke mere end 18 år gammel. Men trods sin unge alder, har han allerede haft kontrakt hos Fnatic i snart to år. Og skulle Fnatic ende med at tabe kan det meget vel skyldes, at ’Caps’ fulgte med i finalemodstanderen fra Schalkes kvartfinaleopgør. Her mistede han nemlig 50 hjerneceller. I hvert fald hvis man skal tro ham selv i denne video, som Fnatic har lagt ud på Twitter:

Forventningerne:

Udover prestigen i en turneringssejr er kvalifikationen til dette års League of Legends-verdensmesterskab i Seoul også på spil i finalen. I hvert fald for det ene hold. Vinderen er nemlig sikret en af de to europæiske pladser ved turneringen. Fnatic har dog allerede kvalificeret sig via de point, som de har skrabet sammen i løbet af året. Schalke 04 er derimod ikke kvalificerede endnu, og de vil måske være mere motiverede til at vinde. På den anden side kunne det også betyde, at de vil være mere pressede end Fnatic, der kan spille frit og uden hæmninger.

I gruppespillet i turneringen vandt de to hold en kamp hver, så også her ligner det to jævnbyrdige hold.

Esports-siden Esportsranks forudsiger en sejr til Fnatic, men i en tættere kamp, end de fleste forudsiger. Forudsigelsen begrunder de med, at Fnatic er bedre i midlane, hvor danske ’Caps’ spiller, og fordi Fnatic har mere slutspils- og finaleerfaring. Desuden påpeger de, at det er to hold med lignende spillestile.

Bookmakerne ser ikke ud til at levne ligeså mange chancer som Esportranks. Der gives kun omkring 1.4 gange pengene igen, hvis Fnatic vinder, mens der gives hele 3 gange igen, hvis Schalke 04 skulle løbe af med sejren.

Cloud9 mod Team Liquid i Nordamerika

Når den europæiske finale er overstået, kan man senere samme aften se frem til flere danskere i aktion. For søndag klokken 23 dansk tid spilles der nordamerikansk LCS-finale mellem Cloud9 og Team Liquid, og Cloud9 har danske ’Jensen’ og måske også danske ’Svenskeren’ med på holdet.

Vejen til finalen:

Hvor Schalke 04 i den europæiske turnering formåede at nå til finalen selvom, de ikke var blandt de to bedste i gruppespillet, lykkedes dette ikke for nogle hold i Nordamerika. Her kvalificerede både Team Liquid og Cloud9 sig nemlig med overbevisende sejrsstatistikker på henholdsvis 12-6 og 11-7, hvilket var nok for begge til at gå viden uden at se på indbyrdes opgør.

I semifinalen var Team Liquid oppe imod 100 Thieves, men de endte alligevel med at stjæle en sikker 3-1 sejr.
Den anden semifinale var danskerspækket, da den udover Cloud9s ’Jensen’, som i løbet af kampen blev udskiftet med danske ’Svenskeren’, også havde deltagelse fra Team SoloMids to danskere ’Zven’ og ’Bjergsen’. Og det blev altså ’Jensen’ og ’Svenskeren’, som trak det længste strå, da Cloud9 endte med at vinde 3-2 i en ellers tæt kamp.

Danskerne:

Cloud9 bruger som regel kun ’Jensen’ fra start, men ’Svenskeren’, der er udskifter, bliver ofte skiftet ind. Det gjorde han således med stor succes i turneringens semifinale.

Nicolaj ’Jensen’ Jensen har den relativt høje alder for en esports-spiller af 23 år. Han har derfor også en del erfaring og oplevelser bag sig, og de har ikke altid været positive. I 2013 blev han nemlig permanent udelukket fra at spille League of Legends på grund af dårlig opførsel og dårlig sportsånd. Udelukkelsen varede helt indtil maj 2015, hvor han igen fik lov at spille og derfor skrev kontrakt med Cloud9. Her spiller han stadig i dag som midlaner.

Dennis ’Svenskeren’ Johnsen er trods sit tilnavn pæredansk. Han er 22 år gammel og har spillet League of Legends professionelt siden 2011, hvorfor han også må betegnes som en erfaren herre. Tidligere spillede han i Europa men i de senere år han spillet på forskellige europæiske hold. Og siden 2017 altså hos Cloud9 som jungler.

Forventningerne:

Ligesom i Europa har det ene finalehold allerede kvalificeret sig til verdensmesterskabet, og kan derfor tage det lidt mere med ro. Denne gang er det danskerløse Team Liquid, som allerede er kvalificerede.
Kigger man på de indbyrdes opgør i gruppespillet, er der ikke meget at komme efter. Her vandt begge hold nemlig en kamp hver. Dog vandt Team Liquid samlet set en kamp mere imod de andre modstandere, så på den baggrund kunne de ligne små favoritter.

Hos esportssiden Esport Bets forudsiger de en sejr til Cloud9. Det begrunder de med, at Cloud9 er bedre i toplanen, junglen og midlanen, og derudover har en mere alsidig line-up med mulighed for at skifte ind og dominere midlanen. Team Liquid skulle derimod have en meget stærkere bot-lane, som Cloud9 vil være nødt til at spille udenom hele spillet igennem. Men vil også kunne lykkes for Cloud9, så Esport Bets forudsiger derfor en 3-2 sejr til Cloud9.

Men det resultat går faktisk imod, hvad de fleste bookmakere forudsiger. Her er tendensen, at Team Liquid er svage favoritter, men ikke med særlig store marginer.

7 Shares