‘xPriskornet’ efter sejr i NC: – Vi vidste, niveauet ikke var højt

Danske Ventus Esports jordede alle til Nordic Championship Spring 2019, og de kvalificerede sig søndag i sikker stil til EU Masters.

Der var stort set ingen reel modstand til Ventus Esports, da de i weekenden vandt Nordic Championship Spring 2019.

Sejren giver automatisk kvalifikation til EU Masters, så danskerne bliver samtidig de første til at kvalificere sig til dén turnering – sammen med finske NYYRIKKI White, der tog andenpladsen ved Nordic Championship Spring.

Få var overraskede over, at storfavoritterne fra Ventus Esports tog sejren, og mindst af alle spillerne selv. Det fortæller Marcus ‘xPriskornet’ Vittrup Priskorn til Slash Esport.

– Jeg vidste allerede på forhånd, at niveauet ikke ville være højt og det derfor burde være lige til at vinde det hele. Niveauet var præcis som jeg forventede det, siger ‘xPriskornet’.

Super svag region

Og forklaringen på favoritværdigheden er super simpel.

– Fordi vi har utroligt dygtige individuelle spillere på holdet, som outclasser modstanderen i den nordiske scene.

Han bakkes op af Kristoffer ‘Krislund’ Albao Lund Pedersen.

– Vi så at den nordiske region var super svag i forhold til sidste sæson, hvor jeg var i finalen og havde en meget svær kamp mod NiP, sagde ‘Krislund’ i studiet efter sejren.

Han byggede holdet i efteråret, da muligheden pludselig opstod.

– Det her skulle ikke en gang have været et hold. Vi er bare fem fyre, hvor de fleste var uden kontrakt, og jeg havde ikke lyst til at skulle rejse ud til et gaming hus på grund af ting, jeg fokuserer på hjemme. Så jeg startede bare projektet selv med en nogle spillere i efteråret, så vi kunne kvalificere os til forårsturneringen. Det har været en lang process, men det gik, som vi regnede med, fortalte Kristoffer Albao Lund Pedersen.

Lige ved at går i fire maps

Finalen var ligesom resten af slutspillet en noget ensidig affære, men i kamp tre blev det alligevel spændende til sidst.

– Ja, vi var lidt ukoncentrerede i den sidste kamp, men det var slet ikke nok til at vi kunne tabe. Vi så muligheden for at slutte spillet og tog derfor chancen – det så lidt af rodet ud, siger Marcus ‘xPriskornet’ Vittrup Priskorn til Slash Esport.

Og nu, hvor Norden er klaret, er der jo bare Europa tilbage. Men dén turnering kommer nok til at kræve, at spillerne træner lidt sammen.

– Målet er at vinde EU Masters, men det bliver svært.

11 Shares