RFRSH Entertainment tiltrækker 74,5 mio. kr. i venturekapital

Creandum, Sunstone og Vækstfonden investerer nu samlet 74,5 mio. kr. i virksomheden RFRSH Entertainment til at udvikle deres forretning inden for esport. Ambitionen er at forankre den globale industri omkring esport i Danmark.

Pressemeddelelse fra RFRSH Entertainment

Esport er blevet et verdensomspændende fænomen med voksende interesse, og med det følger et stort forretningspotentiale. Det var den nyligt afholdte esport turnering BLAST Pro Series i København et levende eksempel på. BLAST tiltrak mere end 12.000 tilskuere til liveeventen i Royal Arena, og mere end 6 millioner seere online. Dertil kommer seere fra tv-transmissionen, der blev bragt på kanaler hos mere end 210 millioner husstande verden over.

Virksomheden bag den internationale turnering er danske RFRSH Entertainment, der har formået at skabe et internationalt navn som foregangsmænd inden for esport som live-underholdning. Lige nu vokser det globale publikum for esport eksponentielt, og RFRSH har ambition om at brede sporten mere ud.

Nikolaj Nyholm, CEO og grundlægger af RFRSH Entertainment:

– Esporten er en global milliardindustri i kraftig vækst, og i RFRSH Entertainment ser vi et markant potentiale i udviklingen af live-formater og produktion af digitalt indhold til de 3-400 millioner fans, der på globalt plan anslås at være i esporten allerede nu. Vores ambition er, at nå et langt bredere publikum, og vi ser esport som mainstream underholdning på niveau med NBA, UFC, fodbold, film og digital underholdning på nettet.

– Vi har i RFRSH Entertainment indtaget en førerposition på flere områder, og den position ønsker vi at fastholde og udvide. Vi investerer fortsat markant i organisationen og udviklingen af vores produktportefølje på alle niveauer, og investeringer som denne er essentielle, hvis vi skal indfri selskabets globale ambitioner, siger Nikolaj Nyholm, CEO i RFRSH Entertainment.

Med den nye investering fra Creandum, Sunstone og Vækstfonden har RFRSH Entertainment mulighed for at udvikle deres forretning inden for esport.

Simon Schminke, partner Creandum:

– På globalt plan er esport et massivt marked i eksplosiv vækst. Esport er på vej til at blive den vigtigste underholdningskategori for en hel generation, og i Creandum tror vi på, at den eller de, der formår at blive det dominerende medie og underholdningsselskab inden for området, også vil være dem, der i fremtiden vil forme industrien internationalt.

– Vi har i RFRSH Entertainment fundet en ekstremt stærk, professionel og innovativ organisation med tre grundlæggere i Nikolaj Nyholm, René Rechtman og Jakob Lund Kristensen, der er i stand til at bygge et selskab af den kaliber, der skal til. Vi er i Creandum stolte af, fortsat at bakke op om RFRSH Entertainment på selskabets vej til international succes.

Erik Balck Sørensen, Investment Director i VF Venture hos Vækstfonden:

– Der er lige nu et kæmpe potentiale at indfri omkring esport. I dag bruger en esportfan ca. 4 USD om året på sin interesse, mens en NFL-fan til sammenligning bruger 56 USD årligt. Sporten er fortsat i udvikling, og med det effektive og professionelle setup, som RFRSH-organisationen allerede nu har bevist, de besidder med bl.a. afholdelse af BLAST Pro Series verden over, har virksomheden potentiale til at blive globalt førende.

– For Danmark har det en stor værdi, at vi har et selskab som RFRSH, der er forankret i København, da det er med til at udvikle industrien omkring esporten også. Esport er et globalt marked, hvor de fleste aktører er internationale, så det vil være en stor gevinst for Danmark, hvis vi kan opbygge ekspertise inden for sporten, siger Erik Balck Sørensen. Næste skridt for virksomheden er at afholde BLAST Pro Series i Lissabon den 15. december. RFRSH afholder 8 live events i 2019 med destinationer som Sao Paulo, Miami og Madrid på forårsprogrammet.

10 Shares