På tur med Origen: 50 fans til League i Berlin

Artiklen starter under annoncen
Så er der billeder fra weekendens bustur til Riots League of Legends-studie i Berlin.

Vækkeuret ringede klokken 5.50.

Det er som udgangspunkt et semi-acceptabelt tidspunkt, hvis man i løbet af ugen skal tidligt op på arbejde.

På en lørdag er det decideret ukristeligt, og undertegnede har behov for en overordentlig god grund, hvis noget som helst skal vække ham i weekenden.

Men der var en god grund i lørdags; og hvilken grund!

For hvem kan sige nej til at opleve en runde i League of Legends European Championship lige der, hvor det hele sker?

Ikke jeg, i hvert fald. Og derfor mødtes jeg sammen med min kollega, Samir Belmaizi, med 50 danske Origen-fans på Ingerslevsgade i København. Herfra gik turen nemlig via Rødby-Puttgarden til Berlin.

‘I’ Berlin er reelt set nok en tilsnigelse. Riots studie ligger nemlig cirka 15 kilometer fra centrum af Tysklands hovedstad, så det er ikke fordi, der lige er tid til at kigge på Brandenburger Tor eller andre seværdigheder på vejen.

Men hver ting til sin tid, og med et tætpakket program på 25 timer, er der selvfølgelig heller ingen grund til at spilde tiden med ligegyldig kultur.

Trods det stadig uacceptable tidspunkt – vi rundede nu 7.30 lørdag morgen – var der højt humør, da bussen lettede anker sydpå.

De fleste var helt almindelige fans, der gerne ville se studiet i Berlin i og heppe på Origen, men vi havde både et par esportstrænere, og kandidatstuderende i oplevelsesøkonomi med på turen. Og så selvfølgelig journalister og fotografer.

Bustur - Origen
Det er tidligt – men hvad gør det.

Det kunne være fedt at skrive noget vildt spændende om busturen, men givet føromtalte tidspunkt, så var der faktisk relativt meget ro på. Din udsendte kunne selvfølgelig ikke sove, men den ærværdige kollega havde ikke den slags problemer. Men det gik swift, og vi ramte en tidligere færge, end planlagt.

Så var det tid til t-shirts! For hvis man skal vise, at man støtter holdet, så skal man naturligvis også have tryk på trøjen!

Bustur - Origen
Der bliver delt trøjer ud til fansene.

I øvrigt tak til Origen for t-shirt!

Det var kun nødvendigt med en enkelt pause ned gennem det tyske land, og når vi alligevel skulle luftes, så klarede vi selvfølgelig det obligatoriske fællesbillede ved samme lejlighed.

Bustur - Origen
Fællesbillede ved Origen bussen.

Blæsten var…. frisk…. men det gik alligevel.

Og når vi nu er ved rosen, så er der også stor ros til BitSplash, som arrangerede turen. Alt gik smooth, og vi havde det sjovt hele vejen.

Her er det måske lige værd at nævne, at det her IKKE er en betalt artikel. Faktisk betalte vi for vores billetter til turen som alle andre, så når der er ros, så er den ægte!

Bustur - Origen
Ude foran LEC studiet.

Samir (billedet) og jeg er fremme ved studiet. Det hele står lidt sløret. Det er ikke kameraets skyld, men begejstringen var så stor, at vi rystede!

Som vi skrev tidligere, så var Alex ‘Machine’ Richardson inviteret ind som vært i LEC i weekenden.

Bustur - Origen
Monitoren var klar til Alex ‘Machine’ Richardson inden kampene gik i gang

Studiet er imponerende, ingen tvivl om det. Det er knald på farver og indtryk, og selvom det naturligvis primært er en streaming-produktion, så var der god underholdning til de cirka 150 fans, som havde muligheden for at se det hele live.

Bustur - Origen
Der er fuld fokus under Rogue – Origen

Det kan undre lidt – som de udsendte fra oplevelsesøkonomi bemærkede – at de enorme skærme ikke blev brugt lidt mere.

Storskærmen i midten viste kampen. Så langt, så godt.

Men de endnu større storskærme bag spillerne viste enten heroes eller LEC’s logo, som fra tid til anden var animeret en smule. Det virker som spild.

Og nu spørger du måske: Var der slet ikke tid til rent faktisk at se noget League of Legends.

Jeg er glad for, at du spørger. Det er et glimrende spørgsmål, og faktisk ville jeg da ønske jeg havde stillet det selv.

Jo, det var der. Lidt for lidt, godt nok. For vi ville jo også gerne kunne give dig nogle interviews med vores danske spillere, og den slags har det med at falde sammen, når dagens program er så tæt, som tilfældet var i lørdags.

Fanboy & Bloopers | LEC Uge 8

Når journalisten også er fanboy ❤️#LeagueOfLegends

Slået op af Slash Esport i Lørdag den 9. marts 2019

Og når vi ikke havde travlt med at interviewe, så gik der fanboy i den.

Det var faktisk også ret sjovt.

Men som logisk konsekvens betød det altså, at vi ikke fik set super meget League of Legends den dag.

Det gjorde de andre på turen heldigvis. Hvis nogen var utilfredse, så holdt de det for sig selv, for vi mødte kun glade ansigter, hvorend vi kiggede hen.

Bustur - Origen
Der bliver givet hånd til Origen-spillerne efter deres sejr.

Og der blev også tid til at ønske Jonas ‘Kold’ Andersen og resten af Origen-holdet tillykke med den sikre sejr i aftenens kamp mod Rogue.

Aftenen sluttede med en velfortjent tur på et finere amerikansk spisested ikke langt derfra. Selv gik jeg veltilfreds derfra med fire cheeseburgere, hvilket muligvis var medvirkende til, at jeg endnu en gang ikke kunne sove på busturen.

Der er ikke meget at fortælle om turen hjem, og hvis du er med så langt, så har du også fortjent, at vi stopper nu. Vi landede i København cirka 25 timer efter, vi var taget af sted, og vi tog trætte hjem til alle dele af landet.

Tak for en rigtig god tur til Origen, BitSplash og ikke mindst til alle de andre fans i bussen.

Vi havde en fest på Slash Esport, og det håber vi, I andre også havde.

Vi ses sikkert en anden gang!

37 Shares