Menneskeheden tager første stik: paiN Gaming slår Open AI

Den kunstige intelligens fra forskningsvirksomheden Open AI, kunne ikke still noget op mod brasilianske paiN Gaming, da den for første gang afprøvedes mod et af verdens bedste Dota 2-hold.

Den enorme Dota 2-turnering The International er i fuld gang i Vancouver, og den færdiggjorde 22. august tredje dag med slutspilskampe. Og mellem dagens kampe var der ovenikøbet blevet tid til en yderst interessant opvisningskamp.

Det brasilianske hold paiN Gaming, som allerede var blevet elimineret, havde nemlig sagt ja til at spille en kamp mod kunstig intelligens fra virksomheden Open AI, der er grundlagt af Elon Musk.

Under sidste års The International lykkedes det Open AI at slå ukrainske Dendi i en en-mod-en-kamp, men til årets udgave prøver Open AI for første gang kræfter mod et helt hold af fem professionelle Dota 2-spillere. Kampen mod paiN Gaming, som Open AI endte med at tabe, er den første af tre opvisningskampe, som vil blive afviklet under The International 2018. De næste kampe spilles 23. og 24. august om natten dansk tid.

Tabte på strategien

Kampen, som kan ses her, var forholdsvis lige i starten, men endte til sidst med en overbevisende sejr til paiN Gaming.

Det britiske medie The Register, som fulgte kampen og Open AI’s forberedelse til den, beretter, at den kunstige intelligens havde hurtigere reaktionstider, og derfor ofte var bedre i slagudvekslingerne med Pain Gaming. Men den overordnede strategi var ikke på niveau med paiNs, og det endte til sidste med at koste et nederlag.

paiN fik efterhånden et overtag og nedlagde gradvist flere af Open AI’s tårne, selvom Open AI havde et overtag på guldkontoen. Til sidst havde Open AI kun deres Ancient tilbage, og da paiN fik nedlagte alle AI-spillerne, kunne de afgøre kampen.

Tilfredse trods nederlag

Trods nederlaget var forskerne fra Open AI godt tilfredse med, hvad deres skabning havde præsteret. Inden kampen påpegede teknologichefen Greg Brockman, at nederlagene er det, som deres kunstige intelligens lærer mest af.

Og da kampen var færdig var han også tilfreds.

”Vi har bevist i dag, at vi befinder os lige på grænsen til den menneskelige formåen, og testen for os er, om vi kan slå et professionelt hold i denne uge,” sagde han ifølge the Register.

Følg med i The International resten af ugen her, og se, om den kunstige intelligens kan vinde næste slag mod menneskene.

4 Shares