Flere billetter til Blast Pro Series: – Vi får udsolgt

Hvis du skal nå at se esport på allerhøjeste niveau i Danmark i år, skal du slå til hurtigt. Billetterne til ESL Pro League-finalerne i Odense blev revet væk, og det går stærkt med at sælge billetter til Blast Pro Series, det spilles i Royal Arena på Amager til november.

Det er ingen hemmelighed, at vi bliver forkælet særdeles meget i Danmark disse måneder.

Vi har ikke bare nogle af de største esportsstjerner i verden – nu kan vi også se frem til at se dem spille på dansk grund.

Men vil du nå at opleve det live, skal du snart slå til.

– Der bliver udsolgt

Fredag formiddag kan arrangørerne af Blast Pro Series nemlig fortælle, at man sætter ekstra billetter til salg. 

– Det er svært at sige, hvad vi havde forventet, da ingen har prøvet det her før, men med den efterspørgsel vi oplever, er der ingen tvivl om, at vi får fuldstændigt udsolgt til arrangementet, siger Michael Storm, der er ansvarlig for billetsalget ved RFRSH, til Slash Esport.

Billetsalget åbnede torsdag, og da der allerede var solgt ‘en del billetter i et lukket forsalg’, var status fredag morgen, at man allerede havde solgt 6831 billetter.

Flere af de gode billetter

Det var ud af 10.000, men nu har man altså fundet plads til cirka 1000 gæster mere blandt Royal Arenas mest populære pladser.

Til Blast Pro Series kommer både Astralis og North, og i denne uge annoncerede arrangørerne, at verdensetterne SK Gaming også finder vej til Amager.

– Det har helt sikkert heller ikke været negativt for interessen, at vi onsdag aften kunne annoncere at verdens pt bedste hold, brasilianske SK Gaming, også kommer til København. De og Astralis kæmper om førstepladsen på verdensranglisten lige nu, så der alt på spil til turneringen, siger Michael Storm i en pressemeddelelse.

Derudover kommer europæiske Faze med danske Finn ‘Karrigan’ Andersen, NIP fra Sverige samt franske G2.

Turneringen spilles fredag 24. og lørdag 25. november. Kun lørdag spilles med publikum.

0 Shares