Alt hvad du skal vide inden Blast Pro Series

Format, map-picks, optakt, og nye samarbejder. Du kan få styr på det hele lige her.

Da RFRSH Entertainment for fire måneder siden annoncerede, at et nyt stort format ville se dagens lys, var det sparsomt med information. Vi vidste, at det skulle ske i Royal Arena på Amager, at selveste Anders Blume skulle være med og at der skulle ske noget nyt!

Siden er vi heldigvis blevet klogere på turneringsformatet, der i den grad rusker op i forestillingerne om en Counter-Strike: Global Offensive-turnering.

Samtidige kampe
Sådan kommer scenen med de mange skærme til at se ud. Visualisering: RFRSH

I fem runder skal alle tre kampe spilles samtidigt. I et forsøg på at gøre alle hold tilgængelige for deres respektive fans, vil vi se de fem indledende runders kampe spillet samtidigt. Det vil sige tre kampe på storskærmene bag scenen og tre resultater at følge med i.

Det bliver super spændende at se om den manøvre lykkes. Én af rundens tre kampe spilles på en større skærm midt på scenen. For at guide publikum gennem oplevelsen, står casterne klar til at give highlights fra de to andre kampe, der ligeledes kan ses på storskærme.

Vi kender allerede alle maps!

Hvis man har fulgt Blast Pro de seneste uger, kommer det næppe som nogen overraskelse: Alle map-picks er givet fri og vi ved derfor nøjagtig hvilke kampe, vi får at se i de fem indledende runder.

Du kan få hele overblikket ved at læse videre i linket herunder:

Eksperter i overflod

Hvis formatet, trods de mange skærme, alligevel bliver en smule forvirrende, så er der hjælp at hente fra et meget stort antal eksperter – med Anders Blume i spidsen for det hele. Blume har selv været inde over planlægningen af Blast Pro, så hvis ikke han kan finde rundt i det, kan ingen.

RFRSH har lagt dette underskønne billede op af ekspertholdet, og hvis du har brug for lidt hjælp til de forskellige navne, så er hele listen på blastproseries.com her.

Men hvem skal betale?

Med en præmiepulje på $250.000 – eller godt halvanden million danske kroner – samt et setup til mere end ti millioner, hvis man skal tro tidligere ansøgninger til kommune, region og ministerium – skal der også nogle penge ind.

Langt hovedparten må formodes at gå ud af RFRSH egne lommer, og selskabet har da også fået en ganske seriøst startkapital. Således lagde man ud med at få tilført først 200 millioner kroner i 2016, og i sommerferien i år tikkede yderligere 53 millioner ind på kontoen.

Alligevel har man naturligvis annonceret en række samarbejder og sponsorater op til Blast Pro Series.

– Vi har vel alle oplevet den lukkede dør og enstavelses-svarene, der til tider kan komme fra vores teenage-børn, og vi kender behovet for at lave noget sjovt sammen med dem – og det må gerne være sundt. Det er nogle af tankerne bag Apollos samarbejde med RFRSH, Astralis og sportsdirektør Kasper Hvidt, hvor vi sammen med spillerne og holdet bag, hopper ind i den fremstormende og utroligt populære esports-verden.

Sådan siger Ulrik Nissen, Head of Marketing hos Apollo, der for få dage siden annoncerede, at de går ind i et større samarbejde. Både op til Blast, men endnu mere til næste år, hvor selskabet vil sælge esports-rejser.

Også Panzerglass har lavet en aftale med Astralis og RFRSH inden Blast, og de var med, da holdet præsenterede nye trøjer. Vi var der selvfølgelig også, og du kan se en video fra eventet i Fields her.

0 Shares