CBE aflyser LoL-turnering: – Sponsorerne stoler ikke på esportsmarkedet i Danmark

Artiklen starter under annoncen
Onsdag meldte Cross Border Esport offentligt ud, at man var nødt til at aflyse League of Legends-turneringen. GGE kritiserer beslutningen.

Der har været godt gang i Cross Border Esports Twitter-konto, siden organisationen meldte ud, at man ikke var i stand til at gennemføre den League of Legends-turnering, der skulle have haft årest højeste pengepræmie, nemlig 50.000 kroner.

Tirsdag sendte CBE en mail til holdene:

En blanding af forsinket lokal opbakning, opbakning fra spil-ejeren RIOT og sponsorere, der er bange for at støtte esport på grund af dårlige oplevelser ved andre større LAN-arrangementer, gør at CBE desværre er nødt til at aflyse dette event.

Skadeligt at skabe præcedens

Men det er alt for sent at aflyse en turnering af den størrelse, mener esportsmanager hos Good Game Esport, Sofus Bynge.

– For mig at se er det rigtig skadeligt at lave en præcedens for, at det er ok at aflyse, når man er i gang med en turnering. Hele online-delen sluttede for en måned siden, og så får vi så en mail i tirsdags, hvor der står, at de aflyser, siger Sofus Bynge til Slash Esport.

Han er ikke ene om sin kritik. På twitter har Niels ‘rizc’ Topp flere gange forsøgt at få svar på, om der ligger underskrevne kontrakter fra sponsorer uden at få svar.

Sponsorene stoler ikke på Danmark

Thomas Bjørn-Lüthi er bestyrelsesformand i CBE, og han oplever, at de pengestærke firmaer, der skulle have klaret financieringen af den store præmiepulje, ikke længere ser et lige så stort potentiale i Danmark.

– De store – dem, der gerne vil gaming – de er ved at trække næsen væk fra gaming i Danmark, for det er der mange, der har brændt nallerne på. Så de får befaling fra deres europæiske kontorer, at de skal lade være.

– Sponsorerne stoler ikke på esportsmarkedet i Danmark, og jeg kan godt forstå dem, siger Thomas Bjørn-Lüthi.

Letters of intent

Det store spørgsmål er, om man kan placere skylden et sted. For hvis CBE ikke havde pengene hjemme, skulle man ikke annoncere præmiepuljen, mener Sofus Bynge.

– 50.000 kroner er Danmarks største præmiepulje i League of Legends. Det er større end Insomnia i England. Det kan man ikke tillade sig at melde ud, hvis ikke pengene er der, siger han.

Thomas Bjørn-Lüthi fortæller, at de havde fået tilkendegivelser om pengene.

– Vi har nogle letters of intent med allesammen, hvor der står hvordan og hvorledes. Men det er sådan, at en kontrakt kan du altid hoppe ud af, hvis du er større end den, du har aftalen med. Derfor er det bare sådan, det er.

– Så er det lige meget hvor stor en kontrakt, du har skrevet. Det er fløjtende ligegyldigt. Hvis de siger nej, nu stopper vi her – så stopper vi. siger Thomas Bjørn-Lüthi.

CS:GO forløber som planlagt

League of Legends er ikke eneste afysning, omend det er klart det største.

SimRacing-afdelingen havde oprindeligt både Rfactor2 og Project Cars 2 på programmet, men grundet for få tilmeldinger til Rfactor2 er denne aflyst.

CBE’s største afdeling CS:GO forløber uden ændringer.

13 Shares